HISTORIEN

Min første oplevelse med leret var meget speciel. Det var i en formningstime i en af de små klasser på Bernadotteskolen.

Jeg var et uroligt og meget snakkende barn. Min formningslærer havde forgæves prøvet på at få mig til at være stille. Han greb til en sidste udvej, kom bagfra med en klud, dyppet i lerslam og proppede den i munden på mig. Det hjalp, jeg tav og nægtede nogensinde mere at have med ler at gøre.

Som 18-årig rejste jeg til England, kom ind på en kunstskole og fik David Leach som lærer.

 

Det ændrede alt. Jeg blev, trods mine tidligere oplevelser, dybt grebet af arbejdet med leret. David Leach var stærkt præget af sin far, Bernard Leach, der efter mange år i Japan returnerede til England og startede den såkaldte Leach-inspirerede skole, stærkt influeret af den japanske og østerlandske keramik.

 

Senere kom jeg på Camberwell School of Art and Craft i London, og det blev mit store held at få lærere som Lucie Rie og Hans Coper. Lucie Rie, som kom til England fra Wien og Hans Coper fra Tyskland, havde et meget tæt samarbejde gennem hele deres liv. De blev måske de mest indflydelsesrige keramikere i England, omend de var meget forskellige.

Lucie Rie var en af de første keramikere, der efter 50´erne udviklede en alternativ vej uden om den østerlandske tradition, som Leach havde startet.

Hans Coper arbejdede uafhængig af datidens traditioner og hans arbejder var både meget keramiske og skulpturelle på en og samme tid. De lærte mig en ydmyghed og kærlighed til leret, som jeg altid siden har båret med mig.

Leret, dette smidige foranderlige materiale, der er så svært at tøjle, men som stadig efter så mange år, giver mig store udfordringer.

 

Da jeg startede mit første værksted på Samsø, blandede jeg selv mit ler. Det var en omstændelig og langvarig proces, men den gav mig indsigt og viden om lerets sammensætning.

Selve det at lave keramik er en kemisk proces, idet både lerets og glasurens sammensætning påvirker hinanden i brændingen og dermed i det endelige resultat.

 

Derfor kræver det både et meget stort forarbejde med utallige glasur- prøvebrændinger, men også et stort kendskab til og forståelse for de kemiske forbindelser, der indgås undervejs.

Denne proces har altid og vil til stadighed byde på udfordringer, overraskelser, glæder og skuffelser, men det er også denne proces, der driver mig til at fortsætte.

 

Drejeskiven har været mit vigtigste arbejdsredskab. At mærke en klump ler gro i hænderne, trække den til det yderste, til formen står stram og spænstig er en særlig oplevelse. Det er derfor altid med en følelse af både spænding og forventning, at jeg sætter mig til arbejdet.

Lige så vigtig drejeskiven er for den indledende proces, dannelsen af formen, lige så vigtig er ovnen for det endelige resultat. I 25 år har jeg arbejdet med en keramisk gasovn, men jeg trængte til nye udfordringer, så jeg valgte i stedet at forsøge mig med en elovn. Det blev i sandhed en udfordring at finde og udforske de muligheder og begrænsninger en elovn har. Ved trofasthed overfor materialet, ved eksperimentering med ler og glasur, var det spændende og dejligt at erfare, at det var muligt at opnå resultater med lige så stor stoflighed og dybde, som jeg tidligere kun troede mulige i en gasovn.

 

Skålen som form har været kendt og brugt i mange tusind år, og det er da også denne form, der altid har været mit gennemgående tema, den form jeg stadig søger at forfine og forenkle. Så længe mennesket har eksisteret, har det altid haft lyst og trang til at udsmykke, til at dekorere. Det gælder både det menneskelige legeme, huse, møbler, tekstiler, redskaber, ja, kort sagt alt hvad vi lever iblandt og hvad vi omgiver os med.

 

Det er det enkle og stramme udtryk i dekoration og form, jeg naturligt og bevidst arbejder hen imod. Jo enklere en form og en dekoration er, des stærkere fremstår den. Når form, farve og dekoration bliver til en helhed, så føler jeg, at emnet får sjæl og lever. At skabe et stykke keramik er ikke kun hårdt arbejde,det er også oplagring af synsindtryk fra alt, hvad der omgiver mig. En tur til stranden eller en tur i skoven, en byvandring, lysets og farvens foranderlighed og linierne i landskabet. Mange af disse indtryk prøver jeg at omsætte i min keramik. Men det er gennem det daglige arbejde, det kontinuerlige slid, at mine arbejder udvikler og fornyer sig.

 

I de 30 år jeg har arbejdet som keramiker, har jeg drejet ca. 30.000 skåle. Alle, store som små, serievarer som unika er gået mindst 20-25 gange gennem mine hænder, før de ender på deres blivende plads, hvis de da ikke er endt i skrotbunken.

Når skålen er færdiggjort og sat i ovnen, døren er lukket og ovnen tændt, krydser jeg fingre og venter på det uigenkaldelige resultat.

Holder formen, får glasuren den stoflighed og det liv, jeg har drømt om?

I det øjeblik er jeg nået dertil, hvor jeg ikke længere er udøveren, men betragteren!